Hun gik hen af den velkendte sti. Hun havde været der så mange gange, ja så længe hun følte hun kunne huske tilbage havde hun benyttet sig af den. Dog virkede den så meget mindre nu, træerne knap så høje, stien knap så bred og buskende knap så eventyrlige. Den gamle træbænk var udskiftet med en ny i sort metal, som fik stien til at se mere kommunal ud. Men her var smukt, det ville hun dog indrømme.
Hun satte sig på bænken. Huskede tilbage da hun havde sin røde kjole på, og sad på den gamle træbænk. Sommeren var varm og en blid varm brise fik kjolen til at blæse op, så hun måtte holde på den for ikke at skulle ligne hende Marilyn Monroe fra plakaten på hendes søsters værelse. Hun var en lille tyk pige dengang. Hun husker som drengene grinte af hende. Men den røde kjole kunne altid få hende på andre tanker.
Hun rejste sig fra bænken. Rettede på sit fine nye sæt tøj, Ryggen blev rank og hun gik stille fremad med rolige skridt. Gruset under hendes fødder gav en markant lyd hver gang hendes høje hæle ramte jorden. Hun så godt ud – i dag så hun godt ud. Hun havde fortalt sig selv det lige siden hun købte det nye sæt tøj.
Hun ankom til havelågen. Den så anderledes ud. Nu var den malet rød i stedet for hvid, og de fine bonderoser hun huskede var der heller ikke mere. I stedet var der potter med lyng og små urter med duft af citron.
Hun gik igennem lågen og bemærkede at der nu var anlagt fliser i haven – den fine græsplæne hvor hun så ofte havde leget med sine dukker var nu brudt op, så store stykker granit magen til det i bedene kunne danne ramme for endnu en sti – en sti igennem haven.
Der var latter, hun syntes det lød som om at de alle sammen var ankommet. Hun ventede et sekund før hun gik det sidste skridt inden hun var omme i baghaven. Ganske rigtig hun var den sidste der var ankommet – ligesom altid.
Hendes søster stod i mængden af mennesker. Hun havde købt det samme sæt tøj – og hun så rigtig godt ud. Bedre end hun nogensinde ville komme til at se ud i det tøj. Mængden af mennesker opførte sig som vilde. For et kort øjeblik forestillede hun sig at de var hyæner og at hendes søster var den eneste der kunne tale med dem. Hun gik hen imod dem, - de grinte af noget hendes søster havde sagt. Hun nåede helt hen til dem før de så hende. Øjeblikkelig tavshed. Følelsen af at være blevet kørt over af stilhed var rammende. Folk begyndte stille at sige hej og forsvandt så ud i små grupper. Hendes søster kom hen til hende. Elevatorblikket, - som hun havde øvet sig på siden hun var barn, kørte på automatik.
”hey søs” sagde hun – helt casual som hun plejede.
”hey” en respons jeg havde brugt siden tidernes morgen. Jeg havde i virkeligheden mest lyst til bare at vende om og gå min vej. Men den sejr skulle hun nu ikke have.
”nyt outfit? Du skulle vel ikke have købt den nede i Jansens? Af alt tøj i denne verden vælger du det samme som mig? Skulle du ikke hellere have valgt noget andet? Noget som måske var knapt så tætsiddende?” ordene haglede ud af hende som et maskingevær i Irak. Selv nu ville Osama havde været en mere behagelig modstander end hendes søster.
”jeg vidste jo ikke at du havde købt tøj derinde – og da slet ikke det her? Og for resten ser jeg da meget godt ud” mere nåede hun ikke før hendes søsters kampgejst havde nået toppen. Heldigvis kom deres mor ud af terrassedøren med to fade med petit ”et eller andet”. Efter at hendes søster havde været i Frankrig havde hun lavet helt om på hjemmet – derfor havde hun heller ikke været hjemme længe.
Hendes søster opgav kampen og gik mod havebordet. Alle skyndte sig hen for at få en plads. Hendes søster skabte sig over et eller andet med borddækningen. Hvad end det så måtte være denne gang.
Forskellige petit ”et eller andet” retter blev serveret i løbet af aftenen. Hun havde ikke nået og sige en lyd til nogen ved bordet. Ikke engang dem hun sad ved siden af. Alle var for optaget af hendes søsters fortællen om dengang for 5 år siden hvor hun var i Paris i 14 dage.
Hun ville ellers gerne have fortalt sin mormor om sit nye job og om hvordan hun ellers gik og havde det. Hun ville gerne have fortalt sin mor hvad hun havde lavet siden de talte sammen sidst i telefonen for 2 måneder siden. Lige siden, hver gang hun ringede, havde hendes mor for travlt – søsteren havde nye planer for hjemmet.
Folk gik fra bordet og her så hun sin chance for at få bare et familiemedlem på tomandshånd. Hvis det altså ikke var fordi at hendes søster i samme øjeblik råbte udover den spredte forsamling at hun havde en bekendtgørelse, som hun altid gjorde – også selvom festen ikke var til for hende. Hun forstillede sig at hendes søster bekendtgjorde at hun have fået herpes og at alle straks måtte gå. Pludselig blev hun revet ud af sin drøm, lige i tidsnok til at høre søsteren skrige udover forsamlingen at hun var blevet forlovet. Og ligesom i en rigtig Hollywood film kom han så gående inde fra stuen og direkte ud i haven. Det var hendes barndomskærlighed – ham hun altid havde haft med i sine teenagedrømme.
Hun troede hun skulle dø. Det var som om at verden blev zoomet ned til de to og kun dem.
Hun lod hendes arme falde slapt ned til siderne. Glemte helt at holde ryggen rank. Hele familien løb hen til dem. Og ligesom et lille blad i luften glemte de alt om at hun eksisterede og bragede ind i hende på vejen derhen.
Hun gik langsomt hen til den afkrog af et hjørne af bordet der var blevet tildelt hende. Hun tog hendes taske og afsøgte mængden efter deres mor, - som var dybt begravet i den kaglende menneskemængde. Brat tavshed, en kommentar fra deres far om at nu måtte det da også snart være hende tur, afløst af en hånlig latter, gjorde udslaget.
Hun gik langsomt ud af haven, vendte sig kun om en enkelt gang inden svinget, for at se om nogen opdagede at hun gik, for så at forsvinde ud af den gamle sti og væk.
Da hun kom hjem lå der en besked på telefonsvareren. Det var hendes søster, - som var dybt forarget over at hun bare var gået på den måde. Hun hev telefonstikket ud.
Nogle dage senere lå der en notits i postkassen. Den var fra hendes mor. Hun skrev hvor bekymret hun var og … længere nåede hun ikke, før hun krøllede papiret sammen. Hun gik ud i køkkenet og lavede en kop kaffe. Satte sig så herefter ud på altanen og nød til stikkende aftensol. Tøjet fra forleden havde hun lagt allerbagerst i klædeskabet og håbede på aldrig at finde det igen. I dag var en god dag – i dag kunne hun abstrahere fra livet, ved blot at sidde.
mandag den 5. juli 2010
Livet og dine medmennesker
Livet er en dagbog, en der rummer mange hemmeligheder, og det er op til os selv at udfylde de blanke sider. Indimellem bliver teksten skrevet, uden vi tænker over ordene, og det er den detalje, der gør livet til noget særligt!
Alle har ret til at føle, |
Abonner på:
Opslag (Atom)